Uafrystelig smuk og hjertetung bog

Barnet i historien har en mor, der er læge i Grønland. Hun kommer kun hjem en gang imellem, men hun har givet sit barn tre grønlandske tupilakker, der kunne ligne deres lille familie, og som skal passe på dem. Resten af tiden er barnet alene med sin far og katten Pelle, og de savner hende. Men en dag kommer hun ikke hjem – 

Moren kørte hundeslæde om natten på vej til en fødsel, men overså et kæmpe hul, som hun styrtede i sammen med slæden og hundene. Dagen efter fløj faren og barnet til Grønland, for at besøge hende på hospitalet. Da far fortalte om ulykken, sad han med en tupilak i hånden. ”Den der var mor.” Da det bliver jul, fejrer de den som altid med farmor og farfar;

 ”Alting var egentlig, som det plejede at være. Men min mor var der IKKE.” 

På sin fødselsdag lader barnet vandet på badeværelset løbe, til det bliver iskoldt. Samme temperatur som Grønland. ”Det land som min mor stadig var i. På en eller anden måde.”

En utrolig stærk fortælling om at miste, som i kraft af sit lille format, korte poetiske og konstaterende sætninger samt mangel på farver, udover ganske få, fremstår lige så enkel og blottet for liv, som følelsen af tomhed, barnet føler. 

”Læger kan ikke dø. MEN DET GJORDE MIN MOR.”

Der eksisterer et virkelig smukt samspil mellem betydning og bogstaver, hvor eks. ordet ’Iskoldt’, ’Frøs’ og sætningen ”Mors hænder var kolde”, er skrevet med blåt, og ordene ’Tror jeg’ ligeledes. ’Ulykken’ er skrevet med rødt, og også ordet ’Grine’, hvorimod ord, der har brug for særlig betoning, er gjort større i teksten. Barnets egne tanker står nederst i højre hjørne, som helt korte sætninger, 

”Min mor er sne.”